Jeg hedder Christina, men bliver kaldt Stina og er 22 år. Jeg er vaskeægte nordjyde og kommer oprindeligt fra Mariager, men bor nu i Randers sammen med min helt fantastiske dejlige og bedre halvdel, Kenneth gennem 4½ år. Han er min store kærlighed og i april gik han på knæ og friede til mig.
Jeg er udadvendt, smilende og ærlig. Jeg kan godt lide at møde nye mennesker - også indenfor blog-verdenen.
Jeg holder meget af Kenneth, familie, veninder og venner. Jeg elsker musik og at synge, det er min helt store passion her i livet. En dag uden musik og jeg går i spåner.
Jeg er en livsnyder med stort l. Jeg nyder at gå ture i den frie natur, gerne med mit kamera ved hånden. Jeg nyder at gå på café med mine veninder eller blot snuppe en take-away smoothie, iceblend eller lign. i farten. Jeg er stor filmnørd, som både holder af at se film hjemme og i biografen. Derudover nyder jeg også de stille timer derhjemme ved computeren online på min blog og blog-verdenen derude.
Jeg har en stor svaghed for lækre kager og chokolade, hvilket har været en svaghed gennem hele livet, men nu bliver der spist med måde og hvis det skulle ske, at jeg har spist et stykke kage for meget, tager jeg turen ned i Fitness DK, hvor jeg træner, både styrke- og holdtræning.
Til daglig studerer jeg Fitness & Wellness Management på Erhvervsakademiet Dania i Randers.

