De elskendes helligdag.

Der hersker vist ingen tvivl om, hvilken dag det er i dag. Det er den såkaldte valentinsdag, som nogen både går meget og mindre op i. Jeg synes et eller andet sted, at den ikke hører Danmark til. Derudover synes jeg måske også, at det lidt dumt, at man kun viser sin kærlighed en dag om året, når man også burde gøre det de resterende 364 dage om året. For mig lyder det lidt som om, at man kun må vise sin kærlighed på en dag, som har noget med kærlighed at gør; nemlig valentinsdag.

Da jeg tidligere loggede på facebook var der ret blandede holdninger og meninger om denne dag. Nogen går op i det og andre ser egentlig bare dagen i dag som en helt almindelig tirsdag. Jeg har aldrig som sådan gået op i denne dag. Faktisk har jeg et meget anstrengt forhold til denne dag, nok fordi jeg gang på gang har d. 14. februar som en slags ulykkesdag. Sidste år var jeg til min fasters bisættelse og året før var der også noget i vejen og i dag sidder jeg alene hjemme i lejligheden, hvilket skyldes et latterligt skænderi med Kenneth tidligere i dag, så han er smuttet ud til en ven. Faktisk kan jeg ikke huske, at jeg har lavet noget kærligheds-agtigt på denne dag de seneste år.

Dog er jeg alligevel blevet chokeret og frustreret over dagen i dag. Efter Kenneth tog afsted i eftermiddags besluttede jeg mig for at gå en lang tur. Det var faktisk lige det, jeg havde brug for, men da jeg kommer tilbage ser jeg en buket roser og et brev med mit navn på foran min dør. Jeg tænker selvfølgelig, at det er Kenneth, som har været forbi, mens jeg var ude at gå, men hvorfor skulle han så være gået igen? Hvorfor har eftermiddagen så været så dum og latterlig? Og hvorfor har han ikke ringet eller skrevet og spurgt til, hvor jeg så var henne, hvis han havde været forbi? Mit hovedet var og er stadig fyldt med spørgsmål. Da jeg så åbner brevet er jeg ikke længe om at finde ud af, at det slet ikke er fra Kenneth, men fra en helt anden person og jeg sidder stadig fortvivlet tilbage og aner stadig ikke, hvem det er. Det var et meget underligt brev og jeg er ret splittet. For på den ene side er jeg meget nysgerrig efter, hvem det er, men på den anden side, vil jeg heller ikke vide det pga. nogen af de ting, som stod i brevet. Jeg har faktisk været så frustreret, at jeg ikke har vist, hvad jeg skulle stille op med blomsterne og brevet, så det er røget ud i al min frustration. Hvad ville I have gjort i min situation? Det vil da også se underligt ud at beholde tingene, når Kenneth kommer hjem og jeg så siger "Se, hvad jeg har fået i dag". Samtidig er jeg også glad for, at jeg ikke var hjemme, for hvad nu hvis, jeg havde været hjemme og vedkommende ringede på døren og jeg så åbnede? Men samtidig ville det også se sjovt ud, for så ville man da heller ikke skrive et brev, men bare sige tingene til personen, som de er?

Fejrer I denne dag eller ignorer I den blot?