Når uretfærdigheden får magten

Igår eftermiddags tabte min faster kampen mod kræft og ovenikøbet på sin 66 års fødselsdag. Det er ingen alder, hvis I spørger mig. Min faster fik konstateret kræft julen 2009 og tabte så kampen igår. Hun nåede at leve med det i lidt over et år. 

Jeg har dårlig samvittighed, rigtig dårlig samvittighed. Jeg burde nok ikke have det, men det har jeg. Jeg har ikke set hende siden hun fik kræft, til trods for, at hun flere gange har været indlagt på sygehuset her i Randers. Jeg har heller ikke gjort så meget for at opsøge hende, da hun ikke har ønsket besøg af nogen fra sin familie generelt, heller ikke engang sin egen mor eller to brødre. Jeg ved, at min farmor, min far og onkel har set hende i løbet af de sidste års tid og gået imod hendes ønske. Jeg fortyder så inderligt, at jeg ikke selv har presset på. Jeg havde som lille et rigtig godt forhold til min faster, men med tiden som jeg blev ældre og ældre, har jeg ikke set hende så tit og nu er det for sent. Jeg sidder og hader lidt mig selv, dels fordi hun har været så tæt på mig det meste af sit sygdomsforløb. En anden ting er også, at jeg har haft så utrolig svært ved at forholde mig til, at hun har været syg af kræft, da jeg jo ikke nåede at se hende som syg. Jeg har ikke rigtig opfattet det før i dag, da min far ringede og overbragte mig den triste nyhed. Jeg brød sammen af gråd og jeg har manglet ord hele dagen. Jeg synes bare det er så uretfærdigt.. 66 år.. hvorfor? hvorfor? Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er at være min far og onkel, det at miste sin egen søster, for slet ikke at tænke på, hvor knust min farmor er over at have mistet sin datter. Min farmor fylder 91 år om 2 uger og skal nu begrave sit eget barn. Det burde jo være omvendt. Jeg mener bare, at det burde være børnene, som står sammen og begraver sine forældre. Jeg synes bare, at verdenen er uretfærdig! Jeg har så svært ved at acceptere eller nok rettere sagt svært ved at forstå det hele. Jeg synes, at uretfærdigheden ofte tager magten uden, at vi som mennesker overhovedet får en umulig for at ændre på noget som helst. Vi står blot tilbage fuldstændig magtesløse.

De sidste par uger har været rigtig slemme for min faster. Jeg fik jo tidligere på dagen en god snak med min far eller det vil sige, at han fortalte mig en masse, mens jeg lyttede og tårerne trillede ned af kinderne på mig. Hun har ikke været i stand til at kommunikere med omverdenen. Hun anede ikke, hvem hun selv var til sidst. Det hele er bare gået så stærkt, fortalte min far. Min far besøgte hende for 2 uger siden, da han godt vidste, at nu var tiden ved at være nær. Jeg er ikke sur, men bare frustreret over, at jeg ikke er blevet tilbudt at tage med, men min far har nærmest ville 'skåne' mig for sådan en oplevelse, men samtidig forstår jeg det også godt. Hun var så ugenkendelig til sidst. Når alt kommer til alt vil jeg nok også bare helst huske min faster, som den dejlige faster  og det dejlige menneske, hun var for mig. 

Jeg har ønsket at deltage i begravelsen, men det.. er også vanskeligt.. Der bliver ingen begravelse som sådan med kirke, blomster osv. Jeg skal istedet for, med mine forældre ud på den gård hun boede på og sige et sidste farvel, inden hun bliver hentet af rustvognen. Jeg har meget blandede følelser og forestillinger kørerende i mit hovede. Kommer jeg til at se hende imorgen? Jeg så i sin tid min farfar 8 timer efter han var død og det syn glemmer jeg aldrig og imorgen er det 2 dage siden min faster døde. Vil det ikke være underligt? Burde jeg lade være med at tage med? Fortryder jeg, hvis ikke jeg gør? Er det ikke for akavet at deltage, når jeg ikke har set hende det sidste års tid? Er jeg ikke i vejen? Kommer jeg ikke bare til at få endnu mere dårlig samvittighed? Jeg er fyldt med spørgsmål og mit hovede kan snart ikke rumme mere..

Jeg savner dig, faster. Jeg håber, du er et bedre sted nu.

Du er taget herfra alt alt for tidligt, men du har fået fred.

Himlen er blevet en stjerne rigere <3