Angsten ligger gemt i mig

Jeg er ikke psykisk syg. Jeg har ingen kronisk sygdom. Jeg har intet handicap. Jeg lider ikke af nogen form for allergi, and you name it. Men jeg kan mærke, at en angst ligger gemt i mig. Den er ubehagelig og gør mig meget utryg og den vil så gerne have mig til at græde, men det har jeg dog aldrig gjort siden den dag, hvor ulykken skete.

Til januar for 4 år siden boede jeg stadig hos mine forældre i faste og trygge rammer. Jeg gik på det tidspunkt i 1.g og havde 1 times kørsel i bus hver vej til og fra gymnasiet. Der var meget sne den vinter - rigtig meget.. så meget, at gymnasiet havde snelukket i 4 dage efter den dag, hvor ulykken skete. Jeg var meget pligtopfyldende i 1.g og havde intet fravær, da vi nåede til sommeren.

En kold vinter morgen i januar 2007 faldt der masser af sne. Flere busafgange var allerede indstillet for al kørsel samme morgen, pånær min og hvis der er en bus, som burde være indstillet for kørsel den morgen, burde det være min. Den kørte ude på de små landeveje, hvilket den stadig gør den dag i dag. Jeg var meget ivrig for at komme i skole den morgen. Jeg skulle have dobbeltlektion af musik og jeg ville ikke gå glip af de lektioner, da musik var i min studieretning og mit absolutte yndlingsfag. Jeg skulle først møde 10.15, men skulle med bussen kl. 9 for at kunne nå det. Mine forældre var for længst taget afsted på arbejde til trods for snevejret og min bror lå syg, men jeg ville i skole. Jeg bad min bror om blive ved radioen inde i stuen og høre om eventuelle aflysninger af min busrute, mens jeg gik op til busstoppestedet.

Jeg er en person, som meget let får stress, hvis jeg skal nå noget til et bestemt tidspunkt, så jeg står gerne og venter 5-10 min., nogle gange 15 min. før bussen skal komme. Og jeg var selvfølgelig også tidlig på den den morgen, da jeg vidste at blæsten og sneen ville holde mig tilbage i at nå frem til stoppestedet til tiden. Jeg var der i god tid trods vejret. 

Kl. blev 9 og der var ingen bus kommet. Der gik yderligere 5 min. mere og bussen var stadig ikke kommet. Nu var kl. gået hen og blevet 9.10 og der var ingen bus. 

Da kl. blev 9.15 ringede jeg til min bror, for at få en update på bussituationen, men min busrute var stadig ikke blevet indstillet. Da kl. endelig blev 9.20 kom bussen og jeg satte mig ind. Det gik meget langsomt fremad pga. vejret og jeg fatter ikke, hvordan buschaufføren har kunne se vejene for alt den sne! Nå, men det bekymrede jeg mig slet slet ikke om. Jeg var mere frustreret over, at jeg ville komme for sent i skole og misse enormt meget af musik lektionerne. Jeg fandt min Mp3 frem og lyttede til noget musik og håbede på at bussen snart ville komme frem til "målet", men sådan skulle det ikke gå...
#¤%&?!*/
Jeg så sort. Jeg havde ufattelig ondt i hovede og kunne fornemme at noget var fuldstædig galt. Mine øjne blev sig selv igen kort tid efter. Jeg lå halvt over et bussæde.. 3 sæder foran fra, hvor min taske lå! Der var noget fuldstændig galt. Jeg hørte gråd og skrig, men forstod ingenting. Der gik noget tid før det gik op for mig, at bussen var væltet ud i en grøft. Grøften var dyb og busdørene lå ned af mod jorden. Hvis vinduerne skulle knuses ville vi få glasskår ned over os. Jeg var bange, meget bange. Jeg havde en underlig smerte i min krop. Jeg rystede og en tåre trillede langsomt ned af min kind. Jeg ville bare hjem. Jeg havde så inderligt fortrudt, at jeg var så ivrig for at komme i skole. Alt sortnes nu igen for mine øjne. Jeg hørte folk udenfor grave døren fri. Det lykkedes og vi kom sikkert ud, men helvede var jo knap nok lige begyndt. Nogle af de andre passagerer blev hentet af ambulancer, men jeg stod tilbage som den sidste uden at måtte komme med, fordi der er regel om, hvor mange man må være i en ambulance.

Jeg pressede mig selv til det yderste og tog med ekstrabussen, som kom forbi.. 

30 min. senere var jeg fremme ved gymnasiet. Jeg afbrød mit i musiktimen og undskyldte mange gange. Jeg var meget forvirret og min lærer spurgte om jeg var okay. Jeg kunne ikke sige et eneste ord og brød sammen i gråd, mens jeg knækkede sammen i mine ben, mens smerterne tog til. Jeg måtte på sygehuset for at bliver tjekket op om der var sket noget med mig efter ulykken.

Jeg vågnede et par timer efter og min far var kommet op på sygehuset. Jeg slap med et par buler i hovedet, mindre hukommelsestab i ulykke-øjeblikket og 3 trykkede ribben! Lægerne sagde, at jeg var sluppet billigt.

Idag mærker jeg intet på ribbenene, jeg kan stadig ikke huske, hvad der præcist skete i bussen, da den kørte galt, men jeg gruer stadig over for mit liv, hver eneste gang jeg kører busruten til og fra ud til min forældre i hvert fald, når det sner. Jeg får svedture, kvamle og bliver meget svimmel. Jeg kan mærke, at angsten ligger gemt i mig, men vender tilbage, hver eneste gang jeg kører i bus, når der ligger sne udenfor.

I dag vågnede jeg op til mere eller mindre et chok. Jeg kiggede ud af vinduet og der var helt hvidt overalt. Igår aftes, da jeg gik i seng var der intet tegn på, at der skulle falde sne i dag. Godt nok havde jeg hørt i nyhederne, at der ville komme sne i løbet af ugen, men ofte taler de jo bare i vildspor og det er så sjældent, at de har ret, synes jeg, men det må man sige, at de fik denne gang. 

Jeg skulle møde 10.30 i dag og uanset, hvornår jeg ville tage afsted, ville jeg komme for sent. Jeg vil så lige tilføje at sige, at jeg rent faktisk kun kom 3 min. for sent i skole i dag. Hele morgenen i dag har jeg gået og opdateret mit skema i tilfælde af, at timerne skulle gå hen og blive aflyst i sidste øjeblik, men det blev de ikke, da jeg så kom op på skolen og havde haft jura, var de efterfølgende timer i økonomi aflyst og jeg kunne tage hjem igen.

Jeg elsker sne og jeg synes det er så hyggeligt, men så snart jeg sætter mig ind i en bus, bliver jeg bange. Jeg har helt sikkert fået traumer fra den gang og dem kommer jeg nok aldrig af med. Nu er jeg hjemme i sikkerhed og har fri helt ind til fredag :)